Log på
Logo text
Test af Optisan Britec R 8x42

Test af Optisan Britec R 8x42

Mere end god nok!

Jeg har gennem nogen måneder testet en Optisan Britec R 8x42 håndkikkert. Vejledende udsalgspris er 1.899,- kr. Vi er altså i den laveste ende af prisskalaen. Hvordan ser det ud med kvaliteten?

Af Jens Ulrik Høgh

Da jeg i sin tid begyndte at gå på jagt for godt 30 år siden, var billig optik ensbetydende med japansk optik. Dengang som nu fik diverse grossister og detailkæder sat deres egne mærker på det billigste, mens det lidt bedre blev handlet under selvstændige brands.

Problemet var, at det gennemgående var noget værre skrammel, der forlod samlebåndene på de asiatiske optikfabrikker. Det kom til udtryk i åbenlyst ringe forarbejdnings og materialekvalitet, mærkbar dårlig mekanisk funktion og synligt ringe billedkvalitet. Kiggede man imod trætoppene med en lys himmel som baggrund var de mørke silhuetter omgivet af farvede kanter. Randskarpheden og opløsningen var elendig og lysgennemstrømningen håbløst dårlig. Sigtekikkerterne var sjældent hverken klikfaste eller rekylfaste om mangen en dyr jagt blev spoleret af sammenbrudte sigtekikkerter. Jeg blev selv udfordret i den retning på en af mine første Afrika-ture, hvor en af de lidt dyrere japanske kikkerter fik et totalt sammenbrud …. Dengang lovede jeg mig selv at jeg aldrig nogensinde ville satse på tvivlsom kvalitet igen.

Kæmpe udvikling

I mellemtiden er der sket et skred i kvaliteten af asiatisk optik og hovedparten af produktionen er rykket til fra Japan til Kina og andre lavprislande såsom Taiwan, hvor Optisan produceres. År for år er de billige asiatiske produkter blevet bedre og bedre. De bedste japanske er nu at regne for egentlig kvalitetsoptik og de billigste ”kinøjsere” har for mange år siden generelt bevæget sig fra at være ”ubrugeligt skrammel” til nu at være i det mindste ”brugbart” til de fleste jagtformer. Udviklingen i den retning er ikke overstået. Hvert år bliver kvalitetsgabet – målt i praktisk funktionalitet – imellem de dyreste kikkerter og den bedre del af lavprissegmentet mindre og mindre.

Den Optisan Britec R 8x42 håndkikkert jeg har testet de seneste måneder er det bedste eksempel jeg hidtil har set på kvalitetsudviklingen i det asiatiske lavprissegment. Jeg bliver overrasket, hver gang jeg ser et skridt i den rigtige retning. Denne gang blev jeg lidt mere overrasket end jeg plejer.

Funktionel kvalitet

Det første jeg bemærkede, da jeg fik kikkerten i hånden var at den sædvanlige fornemmelse af billigt plastik, halvdårlig finish, skurrende mekanisk gang i fokusering og justering af øjestykker osv. udeblev. Den virker faktisk reel og gedigen. Ikke på niveau med de dyreste mærkers ”lækkerhed”, men helt igennem et acceptabelt førstehåndsindtryk. Det samme gjorde sig gældende for billedkvaliteten. Fint klart billede. Rimelig skarphed i hele synsfeltet. Ikke en masse irriterende forvrængninger eller kulørte kanter i overgangene imellem mørkt og lyst. Ergonomien fejler heller ikke noget. Fokushjulet ligger lige til pegefingeren, øjestykkerne justeres lynhurtigt til brug med eller uden briller. Kikkerten er meget handy og virker robust.

Jeg slæbte naturligvis kikkerten med i felten. På jagt, på naturkiggeri, på rejse. Jo mere jeg brugte den, desto mere følte jeg, at den faktisk var udmærket til de fleste af de opgaver jeg bød den. Den tålte adskillige nedsænkninger i vand og ture i dybfryseren uden anmærkninger. Der var intet der langsomt arbejdede sig løsere, eller blev slidt eller gik i stykker. Objektivdækslerne – som er af den type, der hænger fast på kikkerten med et integreret gummibånd, hoppede af et par gange …. Men det har jeg nu også oplevet med langt mere kostbar optik.

Efter et halvt års tid i både skandinavisk vinter og tropisk sommerhede måtte jeg helt ærligt konstatere, at jeg ville kunne bruge denne kikkert på alle jagter i dagslys uden problemer. Dermed siger jeg ikke, at den er lige så god som kikkerter, der er mere ned 10 gange så dyre – det er den bestemt ikke – men jeg siger at den er praktisk, funktionel og egentlig mere end god nok. Et rigtigt godt stykke jagtværktøj. Fin kompakt pürschkikkert. Det er faktisk befriende at vide, at det ikke udløser en økonomisk katastrofe, hvis man taber kikkerten eller den bliver stjålet. Man tør lidt mere med grej der ikke er super kostbart.

Det som denne kikkert definitivt ikke kan, er at yde i dårligt lys. Dette er altså ikke håndkikkerten der forlænger jagtdagen med de sidste minutters sparsomme tusmørke ligesom det ikke er en kikkert for jægeren, der jager i månens blege lys. Der skal heller ikke herske tvivl om, at billedkvaliteten er synligt bedre i en af de dyre Europæiske kikkerter. Spørgsmålet er blot, om man har tilstrækkelig praktisk nytte af dette til at forsvare merprisen.

Hvad jeg naturligvis ikke har haft mulighed for at teste er langtidsholdbarheden af denne kikkert. Hvordan fungerer den efter 5, 10 eller 15 sæsoner. Jeg ved det ikke og har egentlig ikke noget belæg for at spå hverken positivt eller negativt om det. Til 1.899,- kr. spår jeg, at der findes en del jægere, som er villige til at gøre forsøget.